Se din omsorgsjournal via internettet
07-12-2011
Nu kan borgere, som får hjælp fra Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, og deres pårørende døgnet rundt få adgang til de oplysninger, som kommunen skriver om borgeren i den elektroniske omsorgsjournal Care. Det sker via selvbetjening på Care Borgerportal. Alt, hvad der behøves, er et NemID og en computer med adgang til internettet.
Får du hjælp fra Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune, har du døgnet rundt nu mulighed for at se de oplysninger, som Sundhed & Omsorg skriver om dig i den elektroniske omsorgsjournal Care. Dine pårørende kan få adgang til de samme oplysninger, hvis du giver dit skriftlige samtykke dertil.
Åben forvaltning
- Care Borgerportal er en service, Esbjerg Kommune stiller til rådighed for borgerne som led i en åben forvaltning. Vi vil gerne gøre det så let som muligt for både borgere og pårørende at få adgang til oplysningerne i omsorgsjournalen. Ikke mindst for pårørende kan det være en nem måde at følge med i, hvordan det går med et familiemedlem, som f.eks. bor på plejehjem, siger direktør for Sundhed & Omsorg Arne Nikolajsen.
I Care Borgerportal kan den enkelte blandt andet se sin journal, oplysninger om aktuel medicin og planlagte besøg og aktiviteter. Det er også muligt via portalen at aflyse besøg eller aktiviteter.
Sikker løsning
Adgangen til Care Borgerportal sker via internettet. For at få adgang skal borgeren elle den pårørende have et NemID. NemID sikrer, at det kun er borgeren eller den, som borgeren har givet lov, der kan se de personlige oplysninger. Forsendelsen af personfølsomme oplysninger over internettet er sikkerhedsmæssigt krypteret, så andre ikke kan læse dem.
- Jeg håber, at mange vil få gavn af denne mulighed for selvbetjening, siger direktør Arne Nikolajsen. Læs om Care Borgerportalen her.


